Kartoffeløje er en blanding af poesi og lyrisk essay, den er udkommet på forlaget Ovbidat, kan købes i diverse boghandlere, og på ovbidat hjemmeside: https://www.ovbidat.dk/Udgivelser-1.

Kartoffeløje handler om hukommelse, videreføring og sygdom, om relationer mellem generationer og mellem planter og mennesker. Den handler om en farmor med tiltagende Alzheimers, om hendes gang i haven og arbejdet med dens planter, om årstidernes skiften, om erindring og familiehistorie. I midten af det hele er kartoflen en slags prisme, som hele tiden lader bogens elementer gå i forbindelse med hinanden på nye måder, som forbinder farmorens og jegets historier.

Man kan sige, at Kartoffeløje er første forsøg på/del af at skrive om noget, jeg tænker meget over. Det er sammenhængene mellem de historier, vi fortæller om os selv, og hvordan vi lever i og med vores omgivelser. I Kartoffeløje er det kartoflen, der er udvalgt; fortællingen om, hvordan kartoflen og mennesket har udviklet sig sammen på godt og ondt. Bogen handler udover om planter, også ret meget om sygdom. Jeg har været interesseret i sygdommen Alzheimers, både fordi jeg har tænkt meget over konceptet at huske – hvis vi ser bort fra hvor tragisk en sygdom Alzheimers kan være, så er der noget komplekst og tvetydigt i at glemme, og det kan blive en slags overlevelsestrategi for mennesket: At glemme, at kartoflen faktisk har en rimelig blodig og global historie, før den blev en “dansk nationalret". At glemme, at vi er afhængige af vores naturlige omgivelser, af planterne, at vi næres og trækker vejret på grund af dem, så vi lettere kan tage kontrol over vores omgivelser, den ikke-menneskelige livsverden, så vi bedre kan drive rovdrift på den. Samtidig er jeg interesseret i, hvad der er værd at huske og bringe videre. Her bliver farmoderens arbejde, hendes omgang med planterne, en praksis, som jeg har lyst til at ære, tage med videre, mindes. Praksisser og historier givet videre over generationer, som måske går tabt i glemslen, men som der også står i bogen: Hænderne er det sidste der husker. Hukommelse er også noget kropsligt, interpersonelt og sanseligt. Det vil jeg gerne have, at min bog og dens sprog kan vidne om og illustrere. På en måde skal bogen huske og være et slags halvt vidnesbyrd over det, farmoderen glemmer. 

Jeg har også været interesseret i Alzheimers, i kraft af at sygdommen bliver beskrevet som en inflammatorisk tilstand i hjernen, og på den måde er der en forbindelse til bogjegets, og min egen, autoimmune sygdom. Og netop fællesbetegnelsen “autoimmun sygdom” er en fællesdiagnose, som flere og flere får, man kunne kalde det en samtidsdiagnose. Der går forbindelser på tværs, ned igennem generationer, men hvad jeg gerne vil vise er, at de forbindelser ikke kun er menneskelige. Der er i høj grad også bånd og forbindelser, der rækker ud over mennesket, fx denne forbindelse mellem kartoflen og jeget, som jeg gerne vil have skal vise vores åbenhed og modtagelighed over for omverdenen. Vi er ikke lukkede, afskårne, selvomsluttende væsner. Vi er forbundne og afhængige på godt og ondt. 

Jeg har også været interesseret i de myter, der knytter sig til planter, hvad for nogle myter der knytter mennesker og planter sammen, her med udgangspunkt i kartoflen. Man har fortalt så mange fortællinger om kartoflen – og mængden af fortællinger vidner om kartoflens betydning for mennesket, og historierne har sikkert også forstærket båndet mellem afgrøde og menneske, eller understreget og bevidnet dette bånds styrke.

Sproget spiller så stor en rolle, og jeg synes, vi skal øve os i at kultivere fortællinger, som styrker disse bånd på tværs af kroppe og arter og landskaber, som gør os modstandsdygtige og skrøbelige på en og samme tid, idet de holder os ydmyge over for det, vi er en del af, som vi ikke kan kontrollere, og som vi indgår i en gensidig påvirkning med.